Weekendcafé

Sidst opdateret: 18-08-2021 12:08

De fleste væresteder og sociale tilbud i Aarhus Kommune har kun åbent i hverdagene. Derfor besluttede Røde Kors Aarhus at lave en café i weekenden, hvor der er plads til alle uanset alder, køn, etnicitet og baggrund. Weekendcaféen er et tilbud om gode samtaler, hyggelige aktiviteter, nye bekendtskaber og socialt samvær til dem, der synes weekenden hurtigt bliver lang. Caféen har et særligt fokus på at styrke livskvaliteten for borgere, der føler sig ensomme, eller som synes weekenden godt kan blive lidt lang og kedelig.

Weekendcaféen slår dørene op for gæster hver lørdag i ulige uger i tidsrummet 13-17. Caféen holder til i Røde Kors Aarhus’ frivillighus på Nørre Allé 32 – i hjertet af Aarhus. Hjerterum finder du masser af i Weekendcaféen, hvor frivillige står for at skabe gode oplevelser og et trygt rum for alle besøgende. Udover brætspil, kage, kaffe og hyggelige stunder byder Weekendcaféen også løbende på musikoptrædener, foredrag, banko og meget mere.

Tilbuddet er for dig, som…

Føler at weekenden godt kan blive lang. Det er åbent for alle aldersgrupper.

Vil du være frivillig her?

Som frivillig i Røde Kors Aarhus’ Weekendcafé bliver du en vigtig del af et fællesskab af frivillige og ikke mindst cafégæster. Vi ser nemlig gerne, at caféens gæster tager del i planlægningen og sætter deres præg på caféen og dens aktiviteter. Derfor har vi en stærk forventning om, at du har lyst og mod på at snakke og samarbejde med alle – vi ser vores forskelligheder, som en styrke. 

 Vi forventer, at du: 

  • Har interesse for socialt arbejde og for at gøre en forskel for borgere, der føler ensomhed
  • Er engageret, glad og smilende 
  • Er god til at lytte, men også snakke 
  • Sammen med andre frivillige sørger for god stemning, samtidig med at du tager del i de praktiske opgaver i caféen 
  • Har mulighed for at bruge en lørdag eftermiddag én gang om måneden på frivilligt arbejde

Kontaktinformation

Røde Kors Aarhus
Nørre Allé 32, 8000 Aarhus C
Åbningstid: 09:00-15:00

86122460
aarhus.weekendcafeen@rodekors.dk