Veteranhjem Midtjylland i Aarhus

Sidst opdateret: 09-06-2021 11:06
Om Veteranhjem Midtjylland i Aarhus

Veteranhjem Midtjylland i Aarhus har til formål at skabe et frirum for samvær og aktiviteter for veteraner og deres pårørende, og værne om det kammeratskab, der er blevet skabt under tjeneste i Forsvaret, samt danne de fysiske rammer for at fællesskaber mellem veteraner og pårørende kan opstå.

Veteranhjem Midtjylland i Aarhus er også et frirum fra en hverdag med mange problemer og en håndsrækning til dem, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet finde hjælp i det etablerede system.

Der er som udgangspunkt plads til alle, og vi giver plads til hinanden.
Derfor hedder det et hjem.​

  • Et sted hvor der er trygt og rart at være
  • Et sted med fred og mulighed for en pause fra hverdagens udfordringer
  • Et sted at søge hjælp eller for at bidrage med støtte og være der for andre.

Det hedder et hjem for at holde fokus på, at Veteranhjem Midtjylland i Aarhus med tiden skal udvikles til et så hyggeligt, hjemligt, trygt og rart sted som muligt.
Det er dog ikke hensigten, at Veteranhjem Midtjylland i Aarhus skal blive en fast bopæl for veteraner, ligesom der ikke tilbydes behandling på hjemmet.

Alle veteraner er velkomne

Langt de fleste af alle veteraner har det ganske glimrende både fysisk og psykisk, men en del har desværre fået midlertidige og varige fysiske skader eller psykiske mén af deres udsendelse for Danmark.
Veteranhjem Midtjylland i Aarhus forsøger at rumme alle veteraner, og veteranhjemmet i er vid udstrækning gjort handicapvenligt.

Du finder Veteranhjem Midtjylland i Aarhus på Edwin Rahrs Vej 61, 8220 Brabrand.

Tilbuddet er for dig, som…

Er veteran som ønsker et frirum fra en hverdag med mange problemer og en håndsrækning til dig, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet finde hjælp i det etablerede system.

Vil du være frivillig her?

Veteranhjem Midtjylland drives af den daglige leder, Tanja, og frivillige værter. Værterne sørger for, at der er åbent, hele året rundt. Det giver hele tiden et stort behov for nye frivillige og engagerede personer, som kan byde gæsterne inden for.

Der er ikke tale om et behandlingstilbud, og det er derfor hverken amatørpsykologer eller terapeuter, vi søger, medmindre man kan se sig selv i rollen som almindelig frivillig, og ikke behandler. Det er derimod folk, der vil engagere sig personligt i at skabe en god og hyggelig atmosfære på veteranhjemmet. Vi ønsker både frivillige værter, der har relation til militæret, og dem som ikke kender til området. På den måde får vi et alsidigt og nuanceret team af værter.

Du skal vælge at blive frivillig, fordi du har lyst til at give noget igen og være noget for andre. At være frivillig er yderst givende og du får et indblik i et stærkt kammeratskab og sammenhold blandt veteranerne.

Inden du starter som frivillig, indkaldes du til en samtale, hvor det vurderes om du passer ind til hjemmets behov nu og her. Nye værter vil i begyndelsen følge rutinerede frivillige et stykke tid, indtil de selv er rustet til at tage vagter alene.

Det er et krav til frivillige værter, at de skal tage minimum 12 timer fordelt på 3 måneder, efter eget valg. Dette er et krav for at kunne forblive frivillig på Veteranhjemmet.

Vi bestræber os på, at "klæde" værterne ordentligt på, så man ved hvordan man skal håndtere visse situationer på Veteranhjemmet.

Vi vægter højt, at værterne trives og har tæt dialog med ledelsen.

Husk, at du som frivillig vært har tavshedspligt.

 

Ønsker du at hjælpe på anden måde, end at være vært, kan man også yde andet frivilligt arbejde:

Arbejder du f.eks. inden for reklamebranchen, pressen eller lign., og gerne vil hjælpe med at øge kendskabet til veteranhjemmet, vores arrangementer, fotografere osv., er der også brug for den slags frivillig hjælp.

Andre kunne måske tilbyde deres hjælp gratis med hensyn til lettere retshjælp, revisorbistand, tandlægebistand osv.

Hvis du har andre ideer til anden hjælp, støtte eller vejledning, ret da henvendelse til Veteranhjemmet og daglig leder, Tanja.

Hvis du har en god og solid erfaring med ovennævnte og gerne vil bistå med hjælp, så er du meget velkommen til at kontakte os.

Kontaktinformation

Veteranhjem Midtjylland i Aarhus
Edwin Rahrs vej 61, 8220 8220 Brabrand

20149901
dgl.aarhus@veteranhjem.dk

Kontaktperson:
Tanja Dahl Therkildsen