Unge På Flugt

Sidst opdateret: 22-02-2022 01:02

Unge På Flugt søger frivillige instruktører og styregruppemedlemmer

Hvad er Unge på Flugt?
Unge på Flugt er et frivilligdrevet læringsrollespil, som er en del af Ungdommens Røde Kors Aarhus - men vi har brug for frivillige fra hele landet! Vi spiller et 24-timers læringsrollespil, som er målrettet elever i 7.-10. klasse. Under rollespillet skal eleverne flygte fra Somalia til Danmark gennem en række sekvenser, hvor de bliver konfronteret med de dilemmaer, frustrationer og følelser, en flugt kan indeholde. Som instruktør spiller du alt fra korrupte myndighedspersoner, militante grænsevagter, nødhjælpsarbjedere, menneskesmuglere, embedsmænd og alt derimellem.

Vi laver cirka 3-5 rollespil om året, og er netop ved at starte op igen efter halvandet års corona-nedlukning. Rollespillene foregår i weekenden, oftest i perioden september-november og marts-maj. Vi spiller over hele landet.

Hvad kræver det at blive instruktør?
For at blive instruktør, skal du først og fremmest have gå-på-mod og lyst til at udfordre dig selv. Vi forventer ikke, at du har rollespilserfaring eller stor indsigt i flygtninge- og migrationsforhold, men vi forventer at du er klar på at tage fat, og bruge et par weekender på året på at give en flok teenagere en uforglemmelig oplevelse, der skal sætte strøm til deres stillingtagen på området.

Selvom vi ligger under Ungdommens Røde Kors Aarhus er det ikke et krav, at du er bosat i Aarhus. Vi besøger skoler fra hele landet, fra Læsø, Himmerland og Sønderjylland til Fyn, Vest- og Nordsjælland.

Hvad kræver det at være medlem af styregruppen?

Som frivillig i styregruppen kan du bl.a. få opgaver som at være kontaktperson med Aarhus Lokalafdeling, skabe PR, holde kontakten med nuværende frivillige og hjælpe med at hverve nye frivillige. Styregruppen fordeler normalt opgaverne selv imellem sig, og står for den generelle drift og udvikling af projektet og de frivillige sammen med projektets spilledere. Vi er i den fantastiske situation, at vi stadig får henvendelser fra skoler, som er interesseret i at få besøg af os. Men vi mangler ressourcer i styregruppen til at tage sig af disse henvendelser, for at projektet skal blive ved med at leve.

Arbejdsmængden varierer meget, både ud fra hvilke opgaver du påtager dig og efter sæson. Nogle uger vil det kræve 8 timer, måske endda mere, mens der også vil være mange uger uden ret meget arbejde, hvor der hovedsageligt skal tjekkes mails.

 

Tilbuddet er for dig, som…

Vi har mange typer frivillige og frivillige i næsten alle aldre, men fælles for os alle er, at vi er top engagerede og klar på at fyre den af under en weekend, for at give danske skolelever en helt unik oplevelse.

Vores frivillige er bl.a.:

  • lærere og lærerstuderende, som er interesseret i læringsaspektet i rollespillet
  • uddannet og/eller arbejder inden for teater og kreative brancher, hvor det i højere grad at muligheden for kostumer og spil af roller, der tiltaler dem
  • blevet frivillige, fordi de selv prøvede rollespillet som unge og andre er rollespillere
  • rollespillere
  • interesseret i flygtningedebatten og hvordan denne formidles
  • folk, der brænder for an koordinere, planlægge og organisere
  • og meget mere

Inden du kommer afsted på din første aktivitet, sørger vi for introduktion, så du har større kendskab til både rollespillet og de praktiske sammenhænge, inden du skal afsted. Du vil på dine første 2 weekender altid blive sat sammen med erfarne instruktører, som hjælper dig igennem spillet.

Vil du være frivillig her?

Som instruktør

Normalt har vi en forventning om at man deltager på minimum 2 aktiviteter (2 weekender) om året. Såfremt der afholdes færre aktiviteter end de 4-6 årligt (bl.a. på grund af corona) er dette selvfølgelig ikke et krav.

Det er en fordel at du er fyldt minimum 16 år - 18 år vil nok være at foretrækker - så du er ældre end de elever, som vi har ansvar for.

Vi forventer at du kommer med masser af gå-på-mod, kreativitet og byder ind med dine gode idéer.

 

Som styregruppemedlem

Har du sans for kommunikation, organisering og koordinering, så er du bestemt et godt match for os. Det er en fordel hvis du også aktivt deltager i rollespillet, så du lærer aktiviteten bedre at kende, men ikke et must for styregruppemedlemmer.

Også her forventer vi at du kommer med masser af gå-på-mod, kreativitet og byder ind med dine gode idéer.

Kontaktinformation

Ungdommens Røde Kors Aarhus
, 8000 Aarhus C


ungepaaflugt@urkmail.dk