Skyggebørn
Sidst opdateret: 15-02-2022 12:02Vi taler knuder væk og gør børn og unge trygge i sorgen
Sorggrupper for unge voksne
I sorggruppen for de 18-28-årige er deltagerne voksne. Det betyder, at vi kan hjælpe hinanden. Vi giver hinanden gode råd og deler ud af vores følelser, hvis andre i gruppen har behov for det. Vi har ingen temaer for møderne, samtalen er styret af deltagerne, og vi oplever ofte, at vores unge i ungegrupperne allerede har tænkt over, hvad de gerne vil tale om, før de kommer. Ungegruppen faciliteres af voksne gruppeledere på samme måde som Skyggebørns øvrige grupper med åbenhed og nysgerrige spørgsmål, der hjælper dig til at sætte ord på din sorg.
Sorggruppen i Aarhus
Vores sorggruppe for unge i Aarhus mødes tirsdag i lige uger kl. 17.00-20.30. Det er gratis og du kan tilmelde dig sorggruppen her
Tilbuddet er for dig, som…
Er mellem 18-28 år og har mistet én som står dig nær
Vil du være frivillig her?
Leder du efter et frivilligt arbejde med børn og unge?
Skyggebørn er en frivillig forening, der hjælper sorgramte børn og unge. Hver anden uge mødes omtrent 250 børn og unge i en af vores sorggrupper. Det kan kun lade sig gøre med hjælp fra de mange frivillige, der faciliterer grupperne. I øjeblikket er der tilknyttet over 50 frivillige på landsplan, hvoraf de fleste er gruppeledere i sorggrupperne – men vi har løbende brug for nye frivillige i både Aalborg, Aarhus og København.
Vi bruger primært frivillige i vores sorggrupper, der enten har en børnefaglig uddannelse, er studerende på en relevant uddannelse, som fx psykologi eller pædagogik, eller selv har haft sorg tæt inde på livet. Det er dog ikke et krav, at man skal have erfaring inden for sorgområdet, hvis bare du tør gå ind i sorgen med børnene.
Du kommer på sorgkursus, inden du bliver gruppeleder, så du kender vores metode. I hver af grupperne er der 3 gruppeledere, så du ikke står alene med ansvaret for en gruppe. Hvis du gerne vil tilbyde Skyggebørn din hjælp på anden vis, hører vi også meget gerne fra dig.
Vi tager nye frivillige ind i takt med at vi åbner nye grupper og afdelinger, så du er velkommen til at kontakte os, hvis du er interesseret i et meningsfyldt frivilligt arbejde med børn og unge. Skriv til os, så gemmer vi din henvendelse i vores frivilligkartotek.
Hvis du har spørgsmål angående frivilligt arbejde i Aalborg, er du meget velkommen til at kontakte os på: aarhus@skyggeboern.dk.
Vi forlanger børneattest på alle personer i Skyggebørn – både de ansatte, de frivillige, bestyrelsen og alle andre, der er involveret i foreningens arbejde.

Kontaktinformation
Hedager 2, 8200 Aarhus N
61675289
aarhus@skyggeboern.dk
Kontaktperson:
Dorte Knudsen