Samtalegruppe: Selvomsorg

Sidst opdateret: 18-10-2021 09:10

Samtalegruppe: Selvomsorg Vi kan alle opleve sårbare livssituationer, som belaster os og vores omgivelser. Vi kan derfor have brug for støtte fra familie, venner eller fagpersoner, men det kan samtidig være meget værdifuldt at snakke med andre, som går igennem nogle af de samme ting som én selv. De har nemlig med deres personlige og levede erfaringer en helt andet forståelse og indsigt i de selvsamme følelser og tanker, som du sidder med. Selvhjælpsgrupper er fællesskaber for mennesker, der mødes for at bearbejde en livsudfordring eller krise, de er fælles om. I grupperne bringes mennesker sammen, så de har mulighed for at udveksle erfaringer og for at sætte ord på tanker og følelser samt mulighed for at lytte til og lære af de andre deltagere. Selvhjælpsgrupper er hverken terapi eller behandling, men et ligeværdigt møde mellem mennesker i samme situation med fælles udfordringer eller problemstillinger. Ved at dele erfaringer, tanker og oplevelser og lytte og lære af andres fortællinger udvikler deltagerne sig i kraft af det, der sker imellem dem, og de er derfor gensidigt afhængige af hinandens støtte. Der knyttes til gruppen en frivillig igangsætter, som hjælper med at skabe klare rammer og ”spilleregler” for deltagernes samvær og samtale. Den frivilliges primære opgave er at facilitere et fællesskab for gruppen, hvor alle føler sig set, hørt og forstået. På den måde skabes et fortroligt og trygt fællesskab, hvor man kan få vendt alle de tanker og følelser, der buldrer løs derinde. Den frivillige leder ikke gruppen, styrer ikke indholdet og tager ikke ansvar for deltagerne. Den frivillige er ej heller ekspert. Gruppen består af ca. 8 deltagere, og vi starter løbende nye grupper op, når der er deltagere nok. Gruppen mødes hver 14. dag, sidst på eftermiddagen eller om aftenen. Gruppen mødes i Frivilligcenter Aarhus' lokaler på Sønder Allé 33.

Tilbuddet er for dig, som…

Er voksen og oplever problematikker relateret til stress/depression/angst (eller lignende), og ønsker at bearbejde disse og tage omsorg for dig selv.

Det er ikke et krav at man har en diagnose.

Man vil blive inviteret til en afklarende snak eller et informationsmøde inden man starter i en gruppe.

Kontaktinformation

Selvhjælpstilbuddet i Frivilligcenter Aarhus
Sønder Allé 33, 8000 Aarhus C

60545837
selvhjaelp@frivilligcenteraarhus.dk