Online støttegrupper til udtrapning af medicin

Sidst opdateret: 27-10-2021 01:10

Hvis du ønsker at blive udtrappet af psykofarmaka eller stærk smertestillende medicin som følge af livskrise eller somatisk lidelse, har du ofte ingen steder at gå hen. Du kan formentlig godt administrere udtrapningen selv, men bliver ofte meget hårdt ramt af abstinenser og senfølger, som kan være så invaliderende, at det er svært for dig at klare en almindelig hverdag. Du er for rask til en indlæggelse i psykiatrien og da du ikke er misbruger, men bruger af receptpligtig medicin, så afviser misbrugscentret dig også i døren.

I MedicinRådgivningens støttegrupper kan du få støtte til din udtrapning. Du kan få råd og vejledning, undervisning og sparring med rådgivere og andre i samme situation.

Dette er ment som hjælp til selvhjælp, så du bliver bedre rustet til at klare hverdagen i de svære perioder.

Du får ligeledes mulighed for at danne fællesskaber med de andre, evt. også udenfor gruppen, i privat regi.

Støttegrupperne fungerer også som en aflastning for familie, venner og netværk. Mange i udtrapning er meget bevidste om, hvor krævende de kan være og at det kan slide på dem, som står dem nær.

I gruppen har du mulighed for at blive set, mødt, forstået og lyttet til – det er umuligt for den, der ikke har prøvet det på egen krop, at sætte sig ind i problematikken og forstå omfanget af problematikken.

Støttegrupperne mødes online hver anden uge.

Tilbuddet er for dig, som…

Er over 18 år og ønsker hjælp og rådgivning til udtrapning af psykofarmaka eller stærk smertestillende medicin, som du får mod stærke smerter eller somatiske lidelser.

Vil du være frivillig her?

Vi mangler nye frivillige rådgivere i MedicinRådgivningen som har lyst til at være en del af en frivillig forening, som er den eneste af sin slags i hele Norden.

I MedicinRådgivningen har vi mere end 20 års erfaring med udtrapning af receptpligtig afhængighedsskabende medicin.

Kernen og hjertet i vores rådgivning er at langt de fleste af os, selv har været der og har mærket en udtrapning på egen krop.

Hvem er du?

  • Du har selv prøvet en svær udtrapning på egen krop og er kommet igennem det nu. Du har derfor en helt unik viden og erfaring, som andre mennesker på receptpligtig og afhængighedsskabende medicin kan få meget stor glæde af
  • Eller du har stor erfaring med mennesker i udtrapning fra dit job som fx sygeplejerske, socialrådgiver eller i socialpsykiatrien
  • Du skal have mulighed for og lyst til at deltage i undervisning om medicinudtrapning og -håndtering to gange årligt

Vi kan tilbyde dig:

  • Udover ovennævnte undervisning i medicinudtrapning, vil du også blive tilbudt supervision hos en psykolog sammen med de andre rådgivere
  • Meget fleksible arbejdstider som foregår i dit eget hjem
  • Du vil få din egen kontaktperson i rådgivningen, så du altid ved, hvem du skal kontakte, hvis du har tvivlsspørgsmål eller har brug for at sparre med en mere erfaren rådgiver
  • Vi betaler alle dine udgifter til fx transport og overnatning i forbindelse med møder og undervisningsdage i rådgivningen
  • Vi sørger selvfølgelig også for at du får en mobiltelefon, så du kan kommunikere med borgerne
  • Du vil blive en del af et lille hyggeligt team, hvor vi alle er dedikerede og seriøse omkring vores rådgivning, samtidig med at vi har det hyggeligt med hinanden og er fulde af god humor og godt humør

Vi hører rigtigt gerne fra dig og tager gerne et møde med dig, hvis du synes, at du er et sted i dit liv, hvor du gerne vil give lidt af dig selv og den erfaring du har samlet op gennem årene.

Ring til os på 70262510. Hvis det er udenfor åbningstid, kan du bare trykke 1 for at blive ringet op eller trykke 2 for at lægge en besked.

Du er også meget velkommen til at sende en mail til os på info@smr.dk

Vi glæder os rigtig meget til at høre fra dig.

Kontaktinformation

MedicinRådgivningen
, 8000
Åbningstid: Mandag kl. 10-12 Onsdag kl. 10-12 Torsdag kl. 18-20. Hvis du ringer udenfor åbningstiden kan du trykke 1 for at blive ringet op eller trykke 2 og lægge en besked. Vi besvarer din henvendelse hurtigst muligt

70262510
info@smr.dk

Kontaktperson:
Janni Pedersen