Netværksgruppe for seniorer

Sidst opdateret: 21-04-2022 10:04

Netværksgruppe for seniorer

Netværket er et fællesskab med andre seniorer og byder på samvær og gode snakke. Det er et tilbud til seniorer, der har lyst til at lytte og fortælle om et langt livs erfaringer og dele hverdagens glæder, tanker og bekymringer.

Gruppen mødes fast i to timer i Frivilligcenter Aarhus, hvor vi byder på the og kaffe. Typisk vil man vælge et emne til hvert møde, det kunne eksempelvis være vigtige livsbegivenheder, familierelationer eller svære skift i livet. Gruppen bestemmer selv, hvilke emner som er vigtige for netop dem. Der er plads til at dele erfaringer, have gode debatter og dybe snakke. Derudover er mulighederne i netværket mange; at starte med en fællessang, gå en tur eller noget helt tredje, alt efter hvad gruppen har lyst til.

Der vil være 6-8 deltagere i gruppen samt en frivillig gruppeleder, som er med til at sætte rammen for et godt samvær og de gode samtaler. Der er tavshedspligt i gruppen, så det er et trygt rum at dele i.

Gruppen mødes hver eller hver anden uge, 8 gange i alt. Møderne foregår en hverdag i dagstimerne i Frivilligcenter Aarhus' lokaler på Sønder Allé 33. Vi starter løbende grupper, når der er deltagere nok. Det er gratis at deltage.

Før gruppe startes op, vil alle interesserede blive inviteret til et informationsmøde, hvor man kan høre om gruppen, møde andre mulige deltagere og tale forhåbninger og forventninger til gruppen igennem.

Tilbuddet er for dig, som…

...er senior (60+).
...har lyst til at mødes med andre ligesindede og dele udfordringer og udveksle erfaringer.

Kontaktinformation

Selvhjælpstilbuddet i Frivilligcenter Aarhus
Sønder Allé 33, 8000 Aarhus C

60545837
selvhjaelp@frivilligcenteraarhus.dk