Mandecentret

Sidst opdateret: 18-08-2021 01:08

Et godt rådgivningstilbud til dig

Mandecentret er et landsdækkende tilbud med afdelinger i Aalborg, Aarhus, Randers, Esbjerg, Odense og København. Vi arbejder med mænd, som rammes af en krise i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør og med mænd, som er udsat for vold i deres nære relationer. Mandecentret i Aarhus var sammen med afdelingen i København et af de første tilbud af sin art i Danmark og har eksisteret i 12 år i Vestergade 58. I dag har centret 11 pladser og tilbyder desuden ambulant rådgivning.

I Mandecentret tilbyder vi en midlertidig bolig og støtte til mænd og deres eventuelle børn via servicelovens §110. Vores mål er at den enkelte mand undgår eller bryder en social deroute. Vi har fokus på at hjælpe manden gennem krisen frem til et liv og en hverdag, hvor han igen bliver i stand til at bo i egen bolig, varetage sit arbejde og være en god far for sine børn, når manden har børn.

Ud over støtte og midlertidig bolig, tilbyder Mandecentret gratis ambulant rådgivning. Denne rådgivning varetages primært af frivillige rådgivere og består typisk af et personligt rådgivningsforløb, hvor manden støttes i sin krise. I Mandecentret er vi en blanding af ansatte og frivillige mænd og kvinder med forskellige faglige baggrunde, blandt andet socialrådgivere, pædagoger, terapeuter og jurister.

Tilbuddet er for dig, som…

Er mand i alderen alderen 18-85 år, der som følge af parbrud eller skilsmisse, er blevet hjemløs og som har andre tilstødende sociale problemer. Eksempler på dette er depression, vold, vanskeligheder med at fastholde sit arbejde, arbejdsløshed, handlingslammelse eller et højt konfliktniveau med sin ekspartner/evt. ekssvigerfamilie omkring børnene. Har du børn, kan de også bo sammen med dig i en af de midlertidige boliger. 

Tilbuddet er alkohol- og misbrugsfrit. Et misbrug skal være forudgående velbehandlet. Alvorlige psykiske lidelser skal være velbehandlede. 

 

 

Vil du være frivillig her?

Bliv frivillig i Mandecentret

De frivillige er en vigtig del af Mandecentrets DNA, og Mandecentret kunne ikke eksistere uden. Som frivillig forpligter du dig til at komme her mindst et par gange om måneden over en længere periode.

For at være frivillig kræver det især, at du har livserfaring. Men vi ser også meget gerne, at du enten er uddannet coach, psykoterapeut, socialrådgiver, diakon, jurist eller har erfaring fra andre mandegrupper.

Vi tager frivillige ind løbende og indleder altid samarbejdet med et personligt møde, så begge parter er sikre på, at vi bliver et godt match.

Vil du gerne være frivillig? Ring 70 25 90 18 eller skriv til aarhus@mandecentret.dk.

Kontaktinformation

Mandecentret
Vestergade 58 N, 2, 8000 Aarhus C
Åbningstid: 10 - 16

70259018
aarhus@mandecentret.dk

Kontaktperson:
Kim Nidam