Individuel terapi i TUBA

Sidst opdateret: 24-03-2022 10:03

TUBA tilbyder gratis individuel terapi for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med misbrug.

I et individuelt forløb i TUBA arbejder du sammen med en psykolog eller psykoterapeut med de temaer, du har brug for hjælp til. Terapeuterne i TUBA har en særlig viden om det at være barn af forældre med misbrugsproblemer, og de har stor erfaring med individuel terapi for unge.

Et forløb tilrettelægges efter dine behov og sammen med terapeuten aftaler du, hvor ofte I vil ses. I starten er det almindeligt, at I mødes hver til hver anden uge. Sammen med terapeuten aftaler du, hvor længe du har brug for hjælpen.

Individuel terapi – med dig i fokus

Det er dig, der bestemmer indholdet eller temaerne til samtalerne. Det er nemlig dig, der ved hvad der er svært for dig. Sammen med terapeuten sætter du nogle mål, du gerne vil opnå. Et mål kunne være: ”At blive mindre ked af det, når jeg har været i kontakt med min mor, og hun er påvirket”. Eller ”Jeg vil gerne kunne betro mig til min kæreste om hvordan jeg i virkeligheden har det”.

Det er vigtigt ikke kun at tale om ting, der har med din påvirkede forælder at gøre. TUBA er en hjælp til at få det bedre i det hele taget. Derfor er alle temaer velkomne, selvom de ikke umiddelbart  virker til at have meget med dine forælders misbrugsproblemer at gøre. Vi taler ofte om grænser, kærester/parforhold, nærhed, vrede, sorg, andre psykiske problemer eller skole/arbejdsproblemer. For selvom det er terapi for unge, der er vokset op i familier med misbrug, som er omdrejningspunktet for vores arbejde i TUBA, er der altid plads til andre problemstillinger.

Tilbuddet er for dig, som…

...som er vokset op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug.
...er ung mellem 14 og 35 år.
...har brug for samtaler om temaer du har brug for hjælp til.

 

Kontaktinformation

TUBA Aarhus
Frederiksgade 75 1. sal, 8000 Aarhus C

30672472
aarhus@tuba.dk

Kontaktperson:
Pernille Rodbjerg