Følgeven

Sidst opdateret: 28-09-2021 09:09

Følgeven gør vejen til et trygt fællesskab nemmere. Vi giver voksne med en psykisk sårbarhed eller udsathed bedre muligheder for at deltage i byens fritids- og foreningsaktiviteter ved at matche dem med frivillige følgevenner, der deler deres fritidsinteresse. Sammen følges man til den valgte fritidsaktivitet i ca. 6 måneder. Typisk vil man mødes 1 gang om ugen, men det aftaler man selv. De frivillige bliver klædt på til at være gode frivillige følgevenner og støtte den person, som har en psykisk sårbarhed i det, som vedkommende synes er svært. F.eks. at komme ud ad døren eller at møde nye mennesker og blive en del af et nyt fællesskab. Målet er, at den person, som har en følgeven, selv får mod på og lyst til at fortsætte med aktiviteten i foreningen/klubben/fællesskabet efterfølgende.

Tilbuddet er for dig, som…

Er voksen (18+ år) i Aarhus Kommune, som har en psykisk sårbarhed eller oplever at være socialt udsat.

Vil du være frivillig her?

Vi søger frivillige følgevenner, som vil gøre vejen til et trygt fællesskab nemmere for én, som er psykisk sårbar. En frivillig følgeven skal være stabil og ansvarlig og har mulighed for at afsætte 1-3 timer om ugen / hver 14. dag til at mødes med den person man er følgeven for. Følgeskabet varer 6 måneder. Vi støtter godt op om dig som frivillig med bl.a. introkursus og sparringsaftener og du kommer til at gøre en stor forskel for en anden person. Kontakt Kelly Aagaard på ka@frivilligcenteraarhus.dk eller 51919264 for at høre mere.

Kontaktinformation

Et samarbejde mellem Frivilligcenter Aarhus og Aarhus Kommune
Sønder Allé 33, 8000 Århus C
Åbningstid: mandag til fredag kl. 8.30-15

29203672
saramar@aarhus.dk

Kontaktperson:
Sara Markvorsen