Den Mobile Retshjælp

Sidst opdateret: 18-08-2021 11:08

Den Mobile Retshjælp tilbyder gratis, og hvis ønsket anonym, juridisk hjælp over telefonen og via e-mail til alle borgere og enhver der opholder sig i Danmark. Retshjælpens formål er at yde bistand til personer, som ellers på grund af økonomiske eller sociale forhold har svært ved at få dækket deres behov for retshjælp.

Retshjælpen startede som et tilbud om juridisk rådgivning til hjemløse og andre socialt udsatte. I dag er tilbuddet åbent for alle borgere og andre, der opholder sig i Danmark, uanset indkomst, mens vores hovedfokus stadig er på at rådgive der, hvor midlerne ikke rækker til advokatbistand eller anden juridisk rådgivning.

I åbningstiden kl. 9-13 er Den Mobile Retshjælp bemandet af jurastuderende og en jurist parat til at svare på spørgsmål af juridisk karakter. Vi har tilknyttet advokater og andre erfarne jurister som bidrager med faglig sparring. Retshjælpen er åben for telefoniske henvendelser i tidsrummet kl. 10-12. Uden for telefontiden vil skriftlige henvendelser blive prioriteret, hvorfor du altid er velkommen til at sende en mail.

Tilbuddet er for dig, som…

Står med et spørgsmål af juridisk karakter og som ikke ved, hvor du skal finde svar, eller som ellers på grund af økonomiske eller sociale forhold har svært ved at få dækket dit behov for retshjælp.

Vil du være frivillig her?

Den Mobile Retshjælp rådgiver klienter indenfor en bred vifte af retsområder, så en rådgivers juridiske berøringsflade er stor.

I jobbet som rådgiver har man en ugentlig vagt af 4 timers varighed, hvor man som selvstændig juridisk rådgiver på bedst mulig vis rådgiver retshjælpens klienter. Det sociale miljø på kontoret er afslappet og giver anledning til sparring med de andre studerende på kontoret og den daglige leder gennem hele processen. Vi afholder desuden en række sociale og faglige arrangementer i løbet af året, når forholdene tillader det.

Vi lægger vægt på, at du er jurastuderende enten sidst på bachelordelen eller er på kandidaten, og at du har interesse i og mod på at yde juridisk rådgivning. Det er samtidig vigtigt, at du har sans for at tale med mennesker, som er i en presset situation, og at du kan gøre juraen forståelig for de klienter, der henvender sig.

Vil du være med til at gøre en forskel for personer, der ikke har viden om lovgivningen eller adgang til juridisk rådgivning, så er et job som juridisk rådgiver hos Den Mobile Retshjælp måske noget for dig! Du er altid velkommen til at sende en ansøgning, cv samt karakterudskrift til vores e-mail, mail@mobilretshjaelp.dk.

Kontaktinformation

Den Mobile Retshjælp
Ny Banegårdsgade 48, 8000, 8000 Aarhus C
Åbningstid: Kl. 9-13 alle hverdage

72119077
mail@mobilretshjaelp.dk

Kontaktperson:
Pernille Sørig Hviid Jensen