Brobygning til sundhedsvæsenet

Sidst opdateret: 18-08-2021 01:08

Brobygning til sundhedsvæsenet

Vi ledsager og støtter alle, der har svært ved at benytte sundhedsvæsenets tilbud. Oplever du, eller en du kender, at det kan være svært at tage afsted til aftaler hos fx lægen, så kan du få støtte hos os. Vores frivillige brobyggere er alle sundhedsfaglige studerende, som står klar til at tage med og give støtte i kontakten med sundhedsvæsenet.

En brobygger tager hjem til dig inden din aftale og sammen tager I afsted med offentlig transport, gående, cyklende eller med patientbefordring eller flextrafik, hvis du har mulighed for det. Brobyggeren kan tage med til samtaler og hjælpe med at forstå og huske, hvad der bliver sagt.

Vi hjælper med ledsagelse til: Lægebesøg, tandlæge, fysioterapi, skadestue, vagtlæge, psykolog, medicinafhentning, undersøgelser og behandlinger hos speciallæge. Vi kan også hjælpe med at være tovholder på behandlingsforløb og hospitalsindlæggelse samt fx hjælpe med at huske aftaler i sundhedsvæsenet.

Ring til os – du behøver ikke at blive visiteret. I telefonen sørger vi for at skabe kontakt mellem brobyggeren, der er på vagt den pågældende dag, og det menneske, der har brug for støtte.

Tilbuddet er for dig, som…

Har behov for ledsagelse og støtte til sundhedsaftaler, og som ikke har andre muligheder for at komme afsted. Vi visiterer ikke og tror på, at hvis du henvender dig til os, så har du brug for vores hjælp.

Du skal være over 18 år og bo i Aarhus Kommune.

Vil du være frivillig her?

Har du lyst til at være brobygger?

Er du sundhedsfaglig studerende? Så kan du som brobygger hos Social Sundhed gøre dit studie til et levende studie og blive klogere på sundhedsvæsenets udfordringer.

Vi tror på gensidig læring mellem brobygger og borger. Ved at ledsage og være sammen med de mennesker, som henvender sig til os, bliver du som brobygger klogere på, hvorfor kontakten med sundhedsvæsenet kan være svær for nogle mennesker. På den måde ønsker vi at bidrage til, at vores brobyggere bliver dygtigere sundhedsprofessionelle i fremtiden og er med til at skabe et sundhedsvæsen, der reelt er til for alle.

Som brobygger følger du mennesker til aftaler i sundhedsvæsenet et par gange om måneden. Inden da får du en gratis, professionel uddannelse med løbende supervision. Og så bliver du en del af et fællesskab i Social Sundhed, hvor alle brænder for at gøre en forskel for det enkelte menneske og for at skabe mere lighed i sundhed.

Kontaktinformation

Social Sundhed Aarhus
N.J. Fjordsgade 2F, 8000 Aarhus
Åbningstid: 08:00-17:00

91550636
klb@socialsundhed.org