Gruppeterapi og individuelle terapiforløb til udsatte for seksuelle overgreb

Sidst opdateret: 04-06-2021 12:06

Behandlingstilbud

Hvis du har været udsat for seksuelle overgreb, kan du have behov for at tale om det. Kvisten tilbyder psykoterapi i gruppeforløb eller individuelle forløb til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb, der er foregået, inden du fyldte 18 år. Vi tilbyder også rådgivning til pårørende.

Psykoterapien handler om at blive mødt i det, der har fyldt, naget og styret dit liv i mange år. I forløbet finder du roen i dig selv, og dit selvværd bliver ligeså langsomt genopbygget. De overlevelses- og forsvarsmønstre, du måske har, og som er en naturlig konsekvens af overgrebene, forsvinder i takt med, at helingsprocessen skrider frem.

Helt grundlæggende skal du genfinde din tillid til verden, til andre og ikke mindst til dig selv.

Vi har tavhedspligt

I Kvisten har vi tavshedspligt, og du kan henvende dig anonymt.

Læs mere om gruppeforløb på følgende link: Gruppeterapi - Kvisten tilbyder både grupper for kvinder og mænd (kvistene.dk)

Læs  mere om individuelle forløb på følgende link: Individuel terapi - Kvisten (kvistene.dk)

Tilbuddet er for dig, som…

Har været udsat for seksuelle overgreb, inden du fyldte  18 år. Kvisten tilbyder gruppeterapi og individuelle terapiforløb til både mænd og kvinder. Vi tilbyder også rådgivning til pårørende til ofre for seksuelle overgreb i barndom og ungdom.

Når du tager kontakt til os, tager vi en snak om dine behov og ønsker - efter visitationen kan du komme på vores venteliste til et terapiforløb.

Vil du være frivillig her?

Frivillige i Kvisten gør et vigtigt arbejde. Uden frivillige – ingen Kvisten.

Kvisten er som frivillig organisation en af de få, der tilbyder psykoterapeutisk behandling til voksne over 18 år med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.

I marts 2020 er vi 90 behandlere over hele landet fordelt i 45 kommuner. Hver dag hjælper vi voksne med senfølger efter seksuelle overgreb, så deres hverdag bliver lettere og mere overskuelig.

Vi stiller krav til – og sætter pris på – vores frivillige

Du skal:

  • tilbyde terapi på frivillig basis ca. 2-3 timer hver uge, svarende til to klienter. Du planlægger selv tiden sammen med klienten.
  • have en godkendt 4-årig psykoterapeutuddannelse eller være psykolog med psykoterapeutisk specialisering.
  • have erfaring i at arbejde med at behandle traumer.
  • deltage i obligatorisk supervision minimum seks gange om året.
  • deltage i efteruddannelse om senfølger og traumebehandling.

Som frivillig behandler i Kvisten må du ikke selv have været udsat for seksuelle overgreb.

Hvad får du som frivillig behandler i Kvisten

I Kvisten lægger vi vægt på både at fastholde og udvikle et højt fagligt niveau i vores behandlings- og rådgivningstilbud til voksne med senfølger. Derfor modtager alle frivillige i Kvisten:

  • Gratis – obligatorisk – supervision,
  • gratis kurser og undervisning,
  • et stort fagligt fællesskab med de andre frivillige.

Obligatorisk supervision: Alle Kvistens frivillige modtager gratis supervision af professionelle eksterne supervisorer. Som behandler i Kvisten står du over for mennesker med barske oplevelser med seksuelle overgreb i barndommen. Det kræver mental robusthed af dig som behandler. Derfor er supervision nødvendig, både for din egen skyld og for, at vi sammen skaber faglig udvikling i Kvisten gennem refleksion og sparring.

Kurser og undervisning: Som frivillig behandler i Kvisten deltager du løbende i gratis kurser og undervisning i f.eks. senfølger, traumebehandling og seksualitet. Det er vigtigt, at de senfølgeramte kan have tillid til, at de får en god behandling i Kvisten, ligesom det også styrker vores troværdighed over for Kvistens samarbejdspartnere i både offentlige og private organisationer.

Et stort og aktivt fagligt fællesskab

Måske arbejder du meget alene som psykoterapeut eller psykolog med egen klinik? Måske er det svært at holde kontakten med kollegerne fra uddannelsen? Måske savner du nogle at sparre med?

Kvistens frivillige behandlere er i det daglige organiseret i “bygrupper”, enten inden for samme by eller et par kommuner sammen. I Kvisten opbygger du et stort og aktivt fællesskab både gennem bygrupperne, i supervision, til kurser og på vores halvårlige arrangementer – personalemøder og årsmødet.

Lær mere på følgende link: De frivillige - Kvisten (kvistene.dk)

Kontaktinformation

Kvisten
Mejlgade 71, 1th, 8000 Aarhus
Åbningstid: Mandag - torsdag kl. 10.00 - 14.00

88448142
midtjylland@kvistene.dk

Kontaktperson:
Kiss Hansen