Åben café for mænd og kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen.

Sidst opdateret: 18-08-2021 01:08

Caféen
CSM Midt Nords café er et værested for voksne, der er berørte af seksuelle overgreb i barndommen. Det gælder både dig, der selv har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, og dig der er pårørende.

I caféen har du mulighed for at møde ligesindede og frivillige i hyggelige rammer. Det er et åbent og uformelt tilbud, som ikke kræver nogen tilmelding, og du bestemmer selv, hvad du har lyst til at være med i, og hvor længe du har lyst til at blive.

Der er plads til dig lige meget, hvordan du har det, og du kan komme lige præcis, som den du er. Du kan tale om dine følelser og vende dine udfordringer med andre – eller du kan bare komme her og være med. Du vil blive forstået og hørt og kan få hjælp til at sætte dine grænser – både af caféværterne og de andre cafégæster, som har oplevelser og erfaringer med i bagagen, der ligner dine.

Du kan få hjælp og støtte til de udfordringer, du står i lige nu. I caféen øver vi os i at opbygge sunde, ligeværdige relationer til andre mennesker for at bryde stigmatisering og ensomhed.

Caféen er altid bemandet af mindst to frivillige caféværter som sætter rammen og sørger for, at alle føler sig godt tilpas.

Mulighed for enesamtaler ved en frivillig

Man kan få brug for at trække sig fra det sociale i caféen. Det kan der være forskellige årsager til. Enten at det bliver svært og overvældende at forholde sig til andre mennesker, eller at der er blevet taget hul på et privat emne, som kræver nogle andre rammer, end caféen lægger op til. I sådanne tilfælde har du mulighed for at gå ind ved siden af og få en individuel, medmenneskelig samtale med en af vores frivillige rådgivere. Du kan læse mere om individuelle samtaler her.

Når du kommer første gang

Det kan være overvældende at træde ind ad døren til caféen første gang. Vi ved, det kræver mod at komme, og at du måske har det svært, når du kommer. Vi er klar til at tage imod dig, og du har muligheden for at være anonym.

Du er velkommen til at kigge spontant forbi caféen i åbningstiden, hvor du altid vil blive taget godt imod af én af vores frivillige. Du kan også lave en aftale på forhånd over telefonen, så vi kender til din ankomst og vil være ekstra forberedte på, at du kommer.

Vi vil altid starte med at invitere dig ind ved siden af til en fortrolig og afklarende snak over en kop kaffe eller te. Her har du mulighed for at fortælle lidt om dig selv, og vi vil give en introduktion til CSM Midt Nord, vores tilbud og vores muligheder for at hjælpe og støtte dig.

Har du lyst til at se lokalerne og møde de andre, går vi sammen ind i caféen bagefter. Du er også velkommen til at komme tilbage en anden dag.

Vel mødt.

Tilbuddet er for dig, som…

Er over 18 år og har været udsat for seksuelle overgreb i barn- og ungdommen, eller er pårørende til én der har.

Vil du være frivillig her?

Vil du være frivillig?

Vil du hjælpe med at gøre en forskel for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen?

Har du en god ansvarsfølelse og en psykisk robusthed?

Er du i besiddelse af en evne til at møde dine medmennesker i øjenhøjde?

Har du mod på at håndtere svære samtaler og problemstillinger?

Så er det DIG vi har brug for!

Din funktion

Du vil blive en del af et engageret team af både frivillige og ansatte. Vores frivillige løser opgaver inden for en række forskellige tilbud:

Der er en høj grad af medbestemmelse omkring, hvilke opgaver du kunne byde ind på. Det afhænger både af, hvad du selv brænder for, hvilke kompetencer du har, og hvor vi har brug for flere frivillige kompetencer.

Du vil blive klædt grundigt på til opgaven gennem kursus, sparring og løbende supervision. Alle nye frivillige skal gennemgå et introkursus.

På kurset vil du:

  • Blive introduceret til CSM Midt Nord; hvem er vi, og hvilke tilbud har vi til målgruppen
  • Få en grundig introduktion til målgruppen, seksuelle overgreb, senfølger, traumer og vores mentaliserende tilgang.
  • Blive undervist i den pædagogiske tilgang, retningslinjer og erfaringer.
  • Få mulighed for at afprøve bl.a. chatrådgivning i praksis

Formålet med at være frivillig hos CSM Midt Nord

Der er meget skam, skyld og tabu forbundet med seksuelle overgreb, og derfor ved vi, at mange er alt for længe om at dele sine oplevelser, tanker og følelser med andre. Derfor er det en af vores vigtigste opgave at tage godt imod enhver ny, der finder modet til at kontakte os. Det gælder uanset, om vedkommende dukker op i caféen, ringer til os i telefonrådgivningen eller skriver til os i chatrådgivningen. Efterfølgende er det vores vigtigste opgave at skabe rammerne for, at vores brugere kan møde ligesindede, få rådgivning og indgå i trygge og nærværende samtale med hinanden og med frivillige og ansatte.

Vi tilbyder

  • Løbende tilbud om faglige og sociale arrangementer
  • Sparring og feedback på det rådgivende arbejde
  • Supervision ved psykolog
  • Et givende og støttende fællesskab med andre engagerede frivillige
  • En grundig indføring i målgruppen og dens udfordringer
  • En grundig indføring i de opgaver, du skal varetage

Vores forventninger til dig

  • Du har flair for eller erfaring med støttende og udviklende samtaler
  • Du har en evne til at sætte dig i andre menneskers sted – måske lidt ud over det sædvanlige
  • Du er afklaret med din egen situation og har arbejdet med dig selv, hvis du selv har været udsat for seksuelle overgreb i barndom eller voksenliv
  • At du kan deltage på introkursus, og at du generelt er indstillet på at prioritere faglige arrangementer og månedlig supervision for at være bedst mulig klædt på til at modtage målgruppen
  • At du kan forpligte dig til at have en vagt hver eller hver anden uge
  • At du kan forpligte dig i minimum et år. Dette af hensyn til vores målgruppe, da det tager tid at opbygge en tillidsfuld relation til dem.

Hvem er vi?

Vores team af frivillige er i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde og kompetencer. Nogle frivillige har selv været udsat for seksuelle overgreb eller har på anden måde været berørt af seksuelle overgreb – Et krav er, at de har været i behandling og er afklaret med deres egen situation. Vi har brug for både frivillige med og uden egen-erfaring med seksuelle overgreb i barndommen.

Kontakt os for at høre mere

Kan du genkende dig selv i beskrivelsen? Kontakt daglig leder Mette Løvstad for at høre mere om at være frivillig hos os.

Interesserede inviteres til en samtale, hvor du får lejlighed til at fortælle lidt om dig selv, og vi fortæller lidt om CSM Midt Nord, og hvad det indebærer at være frivillig hos os.

Bemærk at der er tale om frivilligt, ulønnet arbejde.

Kontaktinformation

CSM Midt Nord - Frivilligsektionen
Skolebakken 5, 8000 Aarhus C
Åbningstid: Mandag kl. 17-20, tirsdag og torsdag kl. 10-14

24245095
mml@csm-midtnord.dk

Kontaktperson:
Mette Møller Løvstad